Ængstelig ærlighed

Jeg er jo bare som så mange andre danskere, desværre

Jeg er blevet ramt af stress, og jeg har egentligt ikke lyst til at skulle holde det hemmeligt. Det er ikke noget nyt, nej jeg har været vidende om det siden sidste år ved denne tid cirka, men det har nok været et problem længere tilbage end dette. Mit stress skyldes at jeg har været for ambitiøs med min egen formåen i kombination med at jeg har ignoreret mig selv og mine ønsker.

Når stress'en behandles, er der tid til selvreflektion, og en hel del tid til at lære - at der er så meget vi ikke ved om os selv. Det er det eneste gode ved stress synes jeg, det er alt det som jeg tvinges til at lære om mig selv, hvem jeg er, hvad der er godt, og hvad der der skidt.

Og hvad så med jobbet?

Jeg er i skrivende stund sygemeldt. Jeg er også jobløs. Det blev jeg 1. maj, efter knap 4,5 år i samme job. Det er ok, jeg er ikke bitter på nogen over at være blevet sat løs, det kunne ikke være anderledes i den virksomhed jeg har været i, som jeg ser det. Arbejdsmiljøet havde, som jeg oplevede det, ikke stor nok prioritering, men havde det haft det, så ville jeg nok stadig have mit job.

Når jeg dog er rask, så skal jeg finde et nyt job, men jeg føler mig udfordret her. Jeg har hele tiden i baghovedet, at jeg ikke må fortælle alt for mange, at jeg har stress. Jeg skal slet ikke lade det være kendt blandt personer, som jeg ønsker at skabe en jobmæssig kontakt til, for stress er lig med svaghed, ik!? At have stress, er dog en stor del af mig lige nu, da jeg sidder midt i det, og ikke er rask endnu. Stress er en stor del af manges liv, om de ved det eller ej.

Folkesygen på arbejdspladsen

Det siges at stress er blevet en folkesygdom, så vi må næsten kunne antage, at der findes en hel del flere derude, som går med sygdommen, uden at ville kendes ved det. Tikkende bomber, så at sige. Jeg er ikke længere nogen tikkende bombe. Jeg er kendt med min situation, og jeg har lært at sige fra, eller jeg lærer det stadig. Jeg burde derfor, når jeg er rask, være en mere sikker ansat, end så mange andre derude. Sådan vil jeg gerne have at det skal være i hvert fald! En ting er, at jeg som stressramt, og andre stressramte også, ved hvad der sætter deres stress igang, og på den måde kan stoppe det, inden det går galt. Vi kan i vores private rammer, stoppe toget inden det kører galt. Vi burde kunne gøre det samme på vores arbejdsplads også.

Jeg har forståelse for, hvorfor virksomheder ikke ønsker at ansætte personer, som kan vise sig at være mere en udgift, end et aktiv. Jeg har ikke meget lyst til at sige, at jeg forstår hvorfor nogen ikke ville ansætte mig, men jeg er klar over, at det er et spørgsmål om kroner og ører, og overlevelse for virksomheder alle steder. Jeg ved at stress for mit vedkommende har gjort mig klar over, hvor meget jeg ønsker mit kommende job skal fylde i min hverdag, og jeg bør derfor ikke søge jobs, som vil være dårlige for mig, det er mit ansvar. Her tror jeg mange har noget at hente både som jobsøgende, men også de der allerede er i job. Selvfølgelig er vi heller ikke i stand til at vælge og vrage, desværre, det er jeg klar over, så det er lettere sagt end gjort. Måske er det også et opråb.

Arbejdspladserne i Danmark skal dog også tage ansvar mener jeg. Fokus på arbejdsmiljø bør være noget alle virksomheder har. Jeg tror at mange af dem der fravælger, at afsætte resourcer til at sikre et godt arbejdsmiljø, mener at det er for stor en økonomisk udgift. Dette vil jeg dog vove at påstå, betaler sig selv hjem igen, i form af færre sygedage, større arbejdsglæde og effektivitet.

Er der plads til os?

Hvis nu vi som jobsøgende var mere realistiske omkring vores egen formåen (og fik muligheden for at kunne agere derefter), og arbejdspladserne gjorde mere ud af at sikre de ansattes arbejdsmiljø, så kunne vi komme langt tror jeg på. Vi ville, håber jeg, kunne se langt færre stressramte og have en større åbenhed omkring hvad vi forventer til os selv og andre. Jeg føler at jeg tager chancen med dette indlæg. Er det et karrieremæssigt selvmord at være ærlig stadig? 

Jeg ønsker at kunne være ærlig, jeg ønsker at have et sundt arbejdsmiljø på min kommende arbejdsplads, og jeg ønsker at vi skal blive denne folkesyge kvit.